Byggeudvalget har indgået aftale med entreprenøren GJB fra Sao Bras de Alportel, som har gennemført etablering af konstruktioner i det kommende aktivitetsrum samt de nye støj- og skærmvægge ved varmepumperne, om at gennemføre renoveringen af sydterrassen. Tilbuddet fra entreprenøren blev godkendt på generalforsamlingen og Byggeudvalget har nu fået tilsendt tidsplanen for dette arbejde.
Entreprenøren vil påbegynde arbejdet den 20.april 2026, hvilket betyder at adgangen til sydterrassen vil være afspærret i en periode på 9 uge fra den dato. Den nye terrasse foran teknikrum, kommende aktivitetsrum og cykelrummet vil kunne anvendes i perioden, mens der arbejdes på terrassen
Følgende arbejder skal ske:
Baggrunden for denne renovering skyldes at vi under terrassen har konstateret at der trænger vand ind i vores lokaler nedenunder ved regnskyl.
På den baggrund skal terrassens overflade have udlagt ny membran med henblik på at forhindre vandindtrængen gennem flisebelægningen.
Entreprenøren vil starte med at klargøre terrassen for dette arbejde ved følgende:
1. Nedtage de to murede grillpladser, som genopføres når den nye terrassebelægning er færdig
2. Nedtage rækværk og opsætte midlertidigt rækværk for at sikre mod faldulykker fra terrassen
3. Opgrave flisebelægningen på gangstien foran sydfløjens stuelejligheder ud til terrassen samt blotlægge kældervæggens øverste godt 1 meter som også fugtisoleres og der etables nyt dræn langs væggen for at opsamle det vand der siver gennem flisebelægningen på gangstien. Også her vil der blive opsat hegn for at sikre mod faldulykker.
Herefter påbegyndes selve renoveringen af terrassen
4. Udlægning af fugtmembran ovenpå nuværende belægning dog først efter en optagning af de fliser som ikke længere er klæbet til underlaget. Det vil blive anvendt en bitumenmembran og der er vigtigt at respektere den afspærring entreprenøren etablerer.
5. På den nye membran udlægges nyt pudslag med keramiske fliser i samme farve som de nuværende klinker. Højdeforskellen mellem fliser på gangstien og terrassen udjævnes ved at løfte calcada belægningen i niveau med terrasseoverfladen.
6. Nyt rækværk monteres omkring sydterrassen. De bærende dele af rækværket vil blive monteret på facaden og ikke som i dag ved montage gennem fliser, pudslag og betonkonstruktionen.
7 Genopsætning af murede grillpladser.
Entreprenørens medarbejdere ledes af José Bento, som Nuno har kontakt til i det daglige arbejde. Så tag fat i Nuno eller byggeudvalgsmedlemmer, hvis der er behov herfor.
Aktivitetsrummets sidste arbejder inden motionsudstyr mv kan indsættes sker når den nye belægning er udført.
Byggeudvalget håber at generne ved dette arbejde vil være til at leve med og andelshaverne skal være opmærksom på, at den oplyste tidsplan er afhængig af vejret. Membran og pudslag samt flisebelægningen bryder sig ikke om regnvejr, så lad os håbe på sol de kommende uger.
Byggeudvalget
Skriv et svar
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.