”Coração do Algarve” er et danskejet andelsselskab med andelslejligheder, beliggende i det fantastiske feriefællesskab i Algarve / Portugal.
Andelsselskabet ejer et ombygget hotel, en såkaldt tidligere Pousada. Det ligger på en bjergtop i umiddelbar nærhed af byen São Brás de Alportel, ca 20 km nord for provinshovedstaden Faro, hvis lufthavn har direkte fly til DK.
Andelsselskab består af 208 andele. Andelsselskabet er baseret på et demokratisk funderet fællesskab for en bredt sammensat kreds af andelshavere. Øverste myndighed er andelsselskabets generalforsamling, og den daglige ledelse varetages af en bestyrelse, der supporteres af en række udvalg for forskellige interessområder.
Idegrundlaget for ”Coração do Algarve” og den dertil knyttede husorden findes her: Husorden og værdigrundlag og Coração´s ABC
Andelsselskabets bygninger / have / faciliteter
”Coração do Algarve” består af 21 et-værelses og 15 to-værelses ferielejligheder. Alle lejligheder har som minimum egen terrasse eller altan, eget køkken og eget bad. Se en oversigt her. Der er masser af fælles faciliteter og udstyr så som stor spisestue, TV- og pejsestue med billard, bibliotek, grillterrasser, opvarmet pool, tennisbane, petanquebane, cykler, golfudstyr, vaskerum, internet mm.
Der er desuden et stort haveanlæg med mange forskellige frugttræer (mandel, citrus mm), oliventræer, vinplanter, middelhavsplanter og en alsidig krydderurtehave til fælles benyttelse.
Se evt vedlagte videoer:
Fælles aktiviteter på “Coração do Algarve”
”Coração do Algarve” og dets omgivelser lægger op til mange fælles aktiviteter. Det er op til andelshaverne at tage initiativ hertil. Ofte arrangeres fælles vandreture, cykelture, golfture, restaurantbesøg mm. Kun fantasien sætter grænser.
En gang om ugen er der fællesspisning i spisesalen – om sommeren på fælles-terrassen – for alle, der ønsker at deltage. Disse aftener er meget ofte krydret med kulturelle indslag, typisk leveret af en eller flere blandt andelshaverne. Andre dage kan man samles om at spille bridge, billard, bordtennis, bordfodbold eller hygge sig foran pejsen. Endelig er der mulighed for at tilmelde sig vinlauget, der på matriklen driver en lille vinmark med 600 vinplanter.
Ingen er forpligtet til at deltage i de fælles aktiviteter, men alle er velkomne.
Læs evt. vedlagte artikel: “En hyldest til fællesskabet – set fra en bjergtop i Portugal” skrevet af en andelshaver I Coracao do Algarve..
Området omkring “Coração do Algarve”
Beliggenheden ved byen São Brás de Alportel, der er på ca 10.000 indbyggere, giver gode muligheder for indkøb og restaurantbesøg. Der er ca. 20 minutters gang ned til byen, der har en smuk gammel bydel og en historie, der knytter sig tæt til korkproduktionen i området.
Byen har desuden et rigt kulturliv, meget af det centreret omkring museet, som dels har en lokalhistorisk udstilling og små skiftende udstillinger, dels lægger hus og have til forskellige musikarrangementer (jazz, fado..), haveudstillinger, kursusaktiviteter, en cafe mm.
”Coração do Algarve” ligger op ad Algarves bløde bjerge. Lige uden for døren er der mulighed for utallige vandre – og cykelture gennem korkplantager, olivenlunde og de mange små hvide landsbyer. Inden for ca. en halv times kørsel ligger Algarvekysten med sine mange fine badestrande, flotte klipper og særegne naturområder. Der en flere golfbaner inden for en overskuelig afstand, og stedet ligger desuden ca 50 km fra den spanske grænse, 200 km fra Sevilla og 275 km fra Lissabon.
Adressen:
Pousada Antiga de São Brás
Coração do Algarve
Sitio do Farrobo
Caixa Postal (CP) 203A
8150 032
São Brás de Alportel
Sådan fungerer stedet for andelshaverne
Som andelshaver har man brugsret til lejlighederne på Coração og har pr andel 39 klip til rådighed pr år. En uges pris i klip er afhængig af sæson og lejlighedens størrelse. I gennemsnit giver en andel ret til 13 uger i en 1-værelselses lejlighed eller 6-7 uger i en 2-væresles lejlighed. Der findes tre typer andele: frie, faste og split. Man kan læse mere detaljeret herom og om bookingsystemet på dette link: Generelt om andele og lejligheder
Økonomi – ved køb af ferie andelslejlighed
Prisen pr andel fastsættes af generalforsamlingen og er pt 180.000 kr. Denne pris kan ved køb af en fast eller splitandel være tilført nogle mindre ekstra omkostninger.
Den månedlige driftsudgift pr andel er pt 1120 kr. For de uger, man tilbringer på Coração do Algarve opkræves desuden en forbrugsudgift i størrelsesordenen 400-900 kr afhængig af lejlighedens størrelse og antal personer. Begge dele fastsættes hvert år af generalforsamlingen.